Det har været nogle hårde år for vores datter, Merete, efter at hun valgte at starte sit eget firma. Det gjorde hun, fordi det var svært for hende at finde et job, da hun var færdig med sin uddannelse som tekstildesigner. Dengang for fire år siden hjalp vi hende ved at kautionere for et banklån, som hun var helt afhængig af for at komme i gang med sit firma.
I løbet af sin uddannelse var Merete blevet meget begejstret for at designe børnetøj, fordi hun nyder at designe tøj med masser af glade farver og mønstre. Hun fik også meget fine karakterer og andre former for bedømmelser i forbindelse med den afsluttende eksamen. Men lige meget hjalp: Der var ikke nogen ledige stillinger i de mange virksomheder, hvor hun forsøgte at få foden indenfor. Og hun fik i øvrigt masser af inspiration fra dem her.
Hendes første ide var så at starte som selvstændig freelance designer, men der var ingen af de mange kendte producenter af børnetøj, der ville gøre brug af hendes evner, for det var lige i den periode, da finanskrisen satte ind, og ingen firmaer ville indgå aftaler om at aftage hendes design.
Så var det, at Merete besluttede sig for at tage springet og ikke bare designe tøj til børn men også selv stå for produktionen. Fra studietiden havde hun et vist kendskab til store systuer i både Indien og Kina, som hun ville prøve at tage kontakt til. Man kan ikke skabe en konkurrencedygtig kollektion ved at få den syet i Danmark, så man er nødt til at lade selve tøjet fremstille i lande med lave lønninger.
For at komme ordentligt i gang var det nødvendigt for Merete at rejse ud og besøge de producenter, hun ville entrere med, og det var andet til det brug, hun var tvunget til at låne penge i banken. Hendes næste hurdle blev så at få finansieret det tøj, hun skulle have syet i Fjernøsten, men hvad den del angik, havde hun en ide om, at hun nok kunne sikre sig nogle kontrakter om leverancer, når først butikkerne og butikskæderne så hendes design.
Min mand og jeg syntes nok, at hun var meget optimistisk, men på den anden side ville hun ikke kunne komme til at tabe mere end udgiften til forretningsrejserne samt til stof og så videre til de modeller, som hun selv ville sy.
Hun startede med noget af det design, hun også havde anvendt i studietiden, men hun peppede det lidt op endnu mere markante farver. Hun tegnede også selv nogle dyrefigurer til at pryde tøjet, for det ville være alt for dyrt at købe sig til retten til at bruge for eksempel Disney-figurer.
I løbet af et par måneder havde hun en ret stor kollektion med blandt andet flyverdragter, bukser og T-shirts klar, så kun kunne begynde at kapre sig kunder blandt butikskæderne. Hun fik et par gode aftaler i stand og rejste så til Kina for at lave en egentlig produktionsaftale.
Det hele kom på plads, men det er først nu, hun kan begynde at leve af firmaets overskud.