Jeg har nogle gode venner. Vi taler godt sammen. Vi har det sjovt sammen. De er meget hensynsfulde og forstår godt, at jeg sommetider bare ryger ned i et af de der sorte huller. Når det sker, er de virkeligt så gode til at trække mig op ad det igen. Fx for nogle måneder siden. Jeg var virkeligt deprimeret. Ensomhed, kedsomhed, ubeslutsomhed var ligesom de tre største faktorer i mit liv. Jeg tabte mig. Gik rundt og lignede en skygge af mig selv.
Lille tur
De kom derfor og hentede mig. De beordrede mig til at pakke en weekendtaske og tage med dem på en lille tur. Vi skulle bo i en hytte – nærmere et sommerhus – gå lange ture. Snakke. Og hygge, så vidt muligt. Jeg havde ikke lyst til at tage med dem, men de insisterede. I dag er jeg så glad for, at de insisterede overfor mig, og at jeg lyttede til dem. Jeg kan nemlig huske, at vi ankom til en dejlig hytte. Jeg fik pakket mine ting ud.
Foran pejsen
Vi gik ture, og om aftenen sad mine venner med deres hjemmesko på – foran pejsen, hvor de havde tændt op. De læste højt for mig. Vi spillede forskellige brætspil, og jeg begyndte ganske langsomt at finde tilbage til mig selv igen. Det må have været et slid for dem at have mig med på tur. Som dagene gik, kom mit gode humør tilbage. Jeg begyndte at lægge mærke til små detaljer. Fx de der hjemmesko. De var meget specielle. Lignede nærmest sådan nogle eventyrlige sko med snabler på. Sådan nogen, som jeg forestiller mig, at prinsen i 1001-nats eventyr havde på. Jeg spurgte dem faktisk om, hvor man kan købe sådan nogen hjemmesko til damer. Jeg fik at vide, at det ved de ikke. De havde købt deres engang for mange år siden under en rejse til Marokko.
